Jeg går principielt ind for en afskaffelse af arv, eller en arveafgift på 100% om man vil. Årsagen til dette standpunkt er, at jeg synes at det er principielt forkert, at velstand og privilegier arves i generationer. Dette fører nemlig til, at samfundets samlede velstand over tid ophobes i dynastier. Min holdning er, at det er samfundets rolle at sørge for, så vidt som muligt, at alle starter ud i livet med de samme forudsætninger. Derefter er det op til hver enkelt af os, at tilrettelægge vores liv ifølge vores egne ambitioner og temperamenter. Success — uanset hvordan man måler det — bør være et produkt af sine egne bedrifter, og ikke noget som de heldigste arver, og de uheldigste for evigt vil være så godt som afskåret fra. På et stærkt velfærdssamfunds skuldre kan alle klare sig selv, og det burde også være sådan i et velfærdssamfund, at alle skal klare sig selv.
Det er imidlertid en utopisk forestilling at alle kan starte med fuldstændig lige forudsætninger for at klare sig godt i livet. Vi mennesker er ikke født ens, og derfor har vi heller ikke lige forudsætninger. Nogle er genier, nogle er atletiske, mens andre fødes med handicap eller andre udfordringer, som kan spænde ben for deres ambitioner. Derudover kan social arv, på godt og ondt, ikke udlignes. De miljøer vi vokser op i kan være mere eller mindre resourcestærke, omsorgsfulde, og stimulerende. Det økonomiske aspekt af arv er muligvis det eneste, som vi i meget udstrakt grad kan udligne.
Velstand er lånt
Den velstand som man formår at opbygge til sig selv på velfærdssamfundets skuldre, er det også kun rimeligt at man leverer tilbage igen, når livet slutter. Det mener jeg, fordi jeg synes at velstand ikke er noget man skaber, men nærmere noget man låner. Man kan godt tale om at nogle skaber vækst og succes indenfor samfundets rammer, men det er samfundet der stiller disse rammer til rådighed, og opretholder dem. Man kan sammenligne med at klare sig godt i et spil Matador. Man kan sætte sig godt ind i reglerne, lave gode strategier, være dygtig, og være heldig. Men uanset hvor godt man spiller, så kræver det at spillepladen, brikkerne, kortene, og pengene er til rådighed, og frem for alt så kræver det, at samfundet håndhæver selve spillereglerne. Det er samfundet, der stiller alle disse forudsætninger til rådighed, og garanterer os, at vi kan nyde godt af spillereglerne, så længe vi også selv overholder dem. Uden disse forudsætninger ville vores strategier og flid ikke bære samme frugt. I stedet ville vi skulle klare os ud fra junglelovens regler, og i sådan en verden ville verdens velstand med garanti være helt anderledes fordelt, end er tilfældet i dag.
Figurativt kan man sammenligne verdens samlede velstand med et hav, hvor bølgerne er vores individuelle andele. Hver af os kan, ud fra vores egne prioriteter og evner, gøre vores egne bølger større. Mængden af vand i havet er begrænset, så når livet slutter, synes jeg at den bølge man har skabt bør få lov at glide tilbage i havet igen.
Hvem har krav på arv?
Jeg hører ofte argumentet, at den afdødes ejendom allerede er fuldt beskattet, og at staten derfor ikke har noget krav på yderligere beskatning. Men hvilket krav har efterkommerne på afdødes ejendom? Det har aldrig været deres, og de har ikke ydet noget alene i kraft af at være efterkommere, for at gøre sig fortjent til den. Hvis der er efterkommere, som rent faktisk har ydet noget for at opbygge et krav, så burde de løbende have fået overdraget hvad de har gjort sig fortjent til, i form af løn og eller medejerskab.
Hvis man analyserer hvilket krav der er stærkest, så synes jeg at der er et legitimt krav fra det samfund, som har opretholdt de rammer, der gjorde det muligt for afdøde at opbygge sin velstand. Hvis vedkommende har klaret sig godt, så bygger den succes på de faciliteter, som samfundet har stillet til rådighed. Samfundet har på denne måde bidraget mere til afdødes velstand, end vedkommendes efterkommere. I stedet for at se en arveafgift på 100% som en urimelig ekstra beskatning fra en grådig stat, så ser jeg det nærmere som en udvidelse af kredsen af arvinger fra kun at være afdødes efterkommere, til at være alle borgere i samfundet. Borgere som igennem staten både har finansieret og udført de ydelser og goder, der har været forudsætninger for, at afdøde kunne udleve sine ambitioner og opbygge sin velstand.
Ud over at jeg synes at det er fair, at hele samfundet indtræder som arving af disse grunde, så vil det også have en økonomisk udlignende effekt. Derved kommer vi nærmere idealet om lige forudsætninger.
Et paradigmeskifte
Det er klart at en så radikal forandring ikke kan gennemføres uden videre. Vores samfund er bygget op på den antagelse, at akkumulering af velstand er en vigtig motivation i vores professionelle virke. Overdragelse til efterkommere er en faktor der bidrager til den motivation, og en afskaffelse af arv forudsætter derfor et tilsvarende radikalt skifte i dette paradigme.
Selvom dette paradigmeskifte kan virke overvældende, så mener jeg ikke at det er så voldsomt som man umiddelbart kunne tro. Samfundet har igennem mange årtier konstant udviklet sig i retning af social og økonomisk selvstændighed fra en stadigt yngre alder. Takket være velfærdssamfundet er myndige borgere ikke økonomisk afhængige af tidligere generationer, herunder i form af arv. Efterkommere af samfundets rigeste og fattigste vil mærke den mest markante forskel, men en afskaffelse af arv vil ikke rive tæppet bort under nogens fødder. Det er mentaliteten omkring arv, og ikke økonomien i det, der udgør en barriere. Den ene generation af efterkommere, som har udsigt til en stor arv på tidspunktet for afskaffelsen, vil muligvis opleve afskaffelsen som uretfærdig. Efterfølgende generationer vil ikke være født og opvokset med en forventning om en arv. De vil være opvokset med forventning om at skulle skabe sit eget liv og sin egen velstand på samme vilkår som alle andre. Dette er naturligt i et sandt velfærdssamfund. Jeg er overbevist om, at der blot skal gå en enkelt generation, før alle vil se det som det mest naturlige i verden.
En sundere livsanskuelse
Jeg synes samtidig at dette paradigmeskifte kan ligge til grund for et sundere måde at måle “succes” på, og en sundere tilgang til selve livet. I stedet for at måle succes som den velstand vi har akkumuleret den dag vi skal forlade verden, så ville det være mere meningsfyldt for hver enkelte, hvis vi hver især definerer og måler vores egen succes løbende igennem livet. Hvis livet sammenlignes med et spil Matador, så er det tragisk at måle det på, hvem der ligger inde med den største formue når spillet er slut. Spillet burde i stedet handle om at få det meste ud af det, imens det er i gang. Og for at slutte ringen med denne analogi, så starter alle spillet med identiske forudsætninger. Når et spil er slut bliver spillernes formuer ikke overdraget til deres børn, som så kan starte spillet med en uretfærdig fordel. Formuerne ryger tilbage til “banken”, og alle starter spillet på lige vilkår. På samme måde burde hver af os også starte vores liv på lige vilkår, og derefter have fokus på at skabe det indhold vi ønsker i vores eget liv. Det er målet for vores succes. Når den sidste terning er kastet og vi skal forlade verden, så ryger vores efterladte velstand tilbage i “banken”, hvor den bidrager til at sikre, at hele den næste generation også kan starte på lige (og bedre) vilkår.
Det skal være vores eftermæle. I stedet for at frugten af vores virke gennem livet veksles til en tyvstart til vores egne arvinger, så skal den i stedet bidrage til den evige forbedring, generation efter generation, af de vilkår, som vi alle starter livet med.